USA

Turen til USA.

16.4.05.


Det var lørdag morgen og klokken var 9. Endelig ankom mine 2 hjælpere, som begge 2 skulle med mig på en drømmerejse til USA. Denne rejse var noget, jeg havde drømt om i 4 år. Mine hjælpere hed Benny og Linda. De kom begge 2 fra Nordborg. Jeg kendte Linda fra dengang, jeg boede i Kuben og fra Aktivitetshuset. Benny kendte jeg fra aktivitetshuset. Men som sagt ankom de til Villa Catharina lørdag morgen d. 16 April med deres kufferter pakket. Vi stod alle sammen og snakkede lidt foran vores bus. Jeg havde sommerfugle i maven af bare spænding – for nu begyndte min livs rejse. Efter vi havde pakket vores bagage i bussen – gik turen nu til Fredericia Banegård, hvor Mai tog afsked med os. For nu skulle vi med toget til Kastrup. Da vi var på banegården, syntes jeg, at nu startede turen rigtig.


Vi ventede lidt på toget. Jeg tror, at det var et IC 3 tog, vi skulle køre med. En mand fra DSB kom og spurgte efter mig, og han hjalp mig op i toget. Det gik som smurt! Det var vist ikke første gang, han hjalp en i kørestol ind i et tog. Jeg var faktisk meget spændt på at køre i tog, da det var mange år siden, jeg havde prøvet det sidst. Det gik fint, men jeg synes, det var mange timer at sidde i et tog. Vi kom ind med toget i Kastrup lidt over 1. Vi gik hen og checkede ind med det samme. Linda fik sin kuffert undersøgt i tolden, så vi sprang en del af køen over. Så fik vi noget at spise og kl.15.00 gik vi ombord i SAS' fly, der fløj os til CHICAGO. Det tog 8 timer at flyve fra Kastrup til CHICAGO lvfthavn. Da vi skulle ombord i flyet i Kastrup, måtte jeg over i en mindre og smallere kørestol, fordi min egen var for bred til at jeg kunne komme ned af gangen i flyet. Igen var det nogle søde mennesker, der hjalp mig. De fik mig hen på min plads og jeg sad så og ventede på, at nu var det afgang!


Der var små webkameraer placeret uden på flyet, så man kunne se de ting, vi fløj henover, samt horisonten ect. Det var noget, jeg brugte meget under denne tur. Der var også mulighed for at høre musik og se film. Der sad et lille fjernsyn på sædet foran og jeg kunne så selv vælge, hvad jeg ville se. F.eks, de ting vi fløj henover, film-fakta om, hvordan SAS flyet var opbygget osv.


Da vi nærmede os den amerikanske kyst, fløj vi han over New Foundland, tæt på hvor TITANIC sank for mange år siden. Jeg synes det var spændende.


Der manglede ikke noget på turen over til CHICAGO. Vi fik noget godt at spise og drikke og blev hele tiden tilbudt te, kaffe, vand, sodavand og slik. De var enormt søde, stewardesserne, der var omkring os hele tiden. Vi sad godt og der var god plads.


17. 4. 05.


Vi ankom til CHICAGO til tiden. Op i specialstolen og ud af maskinen. Der var igen 2 søde hjælpere, også kom der en kvindelig hjælper, der hjalp os rundt i denne kæmpe lufthavn. Vi smuttede forbi alle køerne og det var vældigt skægt og hurtigt. Derefter noget ventetid og igen toldtjek. Så blev det tid til at komme ombord i et amerikansk fly og videre til LOS ANGELES. Dette fly var noget af en "Lada" i forhold til SAS flyet, men efter 4 timer ankom vi til LA. Det var utrolig flot og stort at se byen med alle dens lys fra flyverens vinduer.


Igen en masse toldere og igen var der søde hjælpere klar til at få mig ud af flyet. Vi fik vores bagage og bestilt en taxa ud til hotellet. Vi ankom lidt over elleve, og fik vores værelser. Mit lå i stueplan med parkering lige uden for døren. Det andet lå på 1. sal lige i nærheden. Vi brugte telefonen på værelset til at komme i kontakt med hinanden. Det gik fint. Så ventede vi bare på at komme ud og hente vores udlejningsbil. Det var vi spændte på. Vi havde fået en god morgenmad. Jeg synes, det var lidt underligt med frugt, men det smagte godt.


Taxaen kom og hentede os og vi kom så afsted. Ud til AVIS efter den, og det var bare en rigtig flot og god bil, der ventede på os.  Både Linda og Benny skulle lige vænne sig til bilens automatgear, men det gik fint og der var god plads til os alle 3 og min stol. Vejene var store og brede og der var meget trafik.


Så kom vi af sted og alle 3 var nu enige om, at det var en dejlig bil at køre i. Vi kom ud på de store veje og kørte forkert nogle gange. De skilter på en måde, som vi ikke var vant til hjemmefra. Men vejen ud langs Stillehavets kyst op til SANTA MONICA fandt vi. Det var en flot tur, lang og bred strand hele vejen med en masse mennesker hele tiden. Vi så skiltene til HOLLYWOOD og BEVERLY HILLS. Der ville vi ud i morgen. Vejen tilbage til hotellet gik lidt nemmere. Nu kendte vi snart vejen. Vi var lige inde og handle lidt. Linda fik købt en hårbørste –  hun havde glemt hendes hjemme. Tiden gik enormt hurtigt, og vi var lidt trætte fra i går. Så vi bestilte kinesisk mad og hyggede os på værelset. Der gik ikke lang tid før, vi alle var klar til at sove.


18. 4. 05.


Op kl. 8 og ud for at få en udendørsdukkert. Øv overskyet... men pyt. Efter morgenmad ud at køre på de store veje, for at se BEVERLY HILLS. HOLLYWOOD ventede derude. Vi fandt det og gik en tur på fortovet, hvor stjernerne har sat deres navne. Vi fik frokost på en restaurant, hvor vi kunne se over på den anden side. Derfra så vi de figurer, man ellers kun ser på film: Spiderman og Skreks kone. Vi gik derover og tog en masse billeder. Vi besøgte også en udstilling, hvor de viste gamle film, kameraer og så, hvordan en scene laves. Købte DVD' er – 6 for 4 stk´s pris - billigt.


 

Vi ville have været op i bjergene for at se HOLLYWOOD skiltet, men kunne ikke finde vej, selv om guiden havde fortalt vejen til os. Vi spurgte en italiensk guide, men det at køre rundt i området og se udsigten fra bilen var en oplevelse for sig selv. En god dag var slut. Det havde været en stor oplevelse at se alt dette.







19. 4. 05.

Afrejsedag fra L.A. God morgenmad og så af sted mod ANAHEIM og et nyt hotel. Vi kørte igennem en del forskellige områder. Der var byer over det hele, men afvekslende at se på. Der var enkelte fattige områder indimellem.


Vi fandt hotellet rimeligt hurtigt. Lækkert hotel. Kom op på 4. Sal med god udsigt ned over poolen. Det blev både til en dukkert og en svømmetur. Så blev det lidt dramatisk- en asiatisk pige fik et ildebefindende – Benny hjalp til, men hun blev gudskelov hurtig frisk igen.


Aftenen: vi spiste i restauranten, det var god mad. Steaks, salat og en øl. Vi hyggede os med guf på værelset og TV. I Morgen var det DISNEY WORLD, der ventede.


 


20. 04. 05


Efter morgenmad tog vi at sted til DISNEY WORLD. Vi kørte derud i en bus, som lignede et tog. Det gik fint, vi ankom og startede med at stå i en lang kø. Solen skinnede heldigvis og det hele inde i DISNEY WORLD var vældig flot med blomster og flotte bygninger huse og slotte. Vi gik stille, og roligt rundt og kiggede på alt det, vi havde lyst til. Vi fik kørt en tur rundt i området med et tog, der kørte på skinner oppe i luften. En tur med en vild rutsjebane, som lignede en bobslæde ude i et bjerg. Det var enormt skægt. Vi spiste aftensmad tidligt, da vi sprang frokosten over, imens hørte vi på et jazzband.


Jeg synes, at DISNEY WORLD var mest for børn. Mange af boderne var endnu ikke i gang, da sæsonen ikke var helt i gang. Der var 4 sorte mennesker, der stod på gaden og sang, og imens smed de nogle halskæder ud til dem der stod og hørte på. Jeg fik de 2 af dem.


Vi blev enige om, kun at være i Disney World en dag, om aftenen, da vi sad på værelset og skrev postkort. Vi havde fået en masse indtryk og var træt efter en god dag.


21. 04. 05


Solen skinnede fra en skyfri himmel, da vi stod op ved ottetiden. Vi sad udenfor og spiste morgenmad og blev enige om at tage en dukkert i poolen, inden vi tog afsted. Vi havde booket billetter til delfinsafari kl. to, så vi havde god tid til at få skrevet nogle postkort.


Vi pakkede varmt tøj til turen, vi skulle med DANA POINT. Vi nåede derned til tiden, og efter en kort ventetid ved havnen, kom båden ind ude fra havet. Et tosproget sejlskib (KATAMARAN) med plads til ca. 20 mennesker. Det gik fint med at komme ombord. Kaptajnen og hans medhjælper bød os velkommen. Vi var vel omkring 10-12 forventningsfulde personer, så der var god plads. Det blæste en smule, og det var ved at være sidst på dagen, men vi var alle optimistiske og ville ud at sejle. Ud på havet var der nu ikke så stille endda, men det gik fint. Vi sad i læ for bølgesprøjt med et godt udsyn. Det første vi mødte var nogle søløver, der var kravlet op på en bøje. De så enormt søde ud. Der var både store og små. Vi sejlede videre og havde vel sejlet 10-15 min. Da vi så de første delfiner. Små flokke på 10-12 stykker, der for gennem vandet. Nogle helt hen til båden, op over vandet, under og ved siden af båden. Det var nogle kvikke og hurtige dyr. De forsvandt lige så hurtigt, som de dukkede op. Vi så sådanne nogle flokke 3 gange. Om det var de samme, ved jeg ikke. Det var spændende. Vi så ikke flere delfiner, på vejen tilbage søgte kaptajnen efter hvaler, men de viste sig ikke. Vi nød nu sejlturen alligevel og fik hjemmebagte brownies. På hjemturen fortalte Kaptajnen om hvaler og delfiner, og vi købte en DVD, som han selv har lavet. Vi fik en god aftensmad på havnen og så kørte vi op mod ANAHEIM. Vi kørte forkert nogle gange, men fandt endelig hotellet. Kl. halv elleve gik vi i seng.


22. 04. 05


Oven på gårsdagens strabadser, sov vi lidt længe i dag. Efter morgenmaden fik vi pakket alt vores habengut sammen i bilen og checkede ud. Farvel ANAHEIM! - tak fra os og hornet fik lige et par tryk, da vi svingede ud af indkørslen. Nu gjaldt det SAN DIEGO. Benny kørte. Vi kørte gennem et landskab, hvor havet var på vores højre side og bjerge på vores venstre. Virkelig smukt! Efter at have kørt et stykke tid observerede vi 3 helikoptere, der fløj rundt ude over havet. De var bare tæt på!


Vi ankom til hotellet, hvor vi checkede ind. Efter vi havde set os lidt omkring, blev vi enige om, at der var brug for afslapning. Så efter en lille lur mødtes vi kl. 20 og spiste i hotellets restaurant og gik derefter en tur langs havnen, hvor der lå en masse store skibe. Undervejs stødte vi på en hjemløs, der lå og sov. Synet af alle de store skyskrabere var helt fantastisk og stod i skarb kontrast til de hjemløse vi så.


Kl 23 sad vi på Henriks værelse. Vi Skulle lige have kaffe og lidt sødt, inden vi gik til ro. I morgen stod den så på SEAWORLD.


23. 04. 05


Igen i dag sov vi lidt længe. Der var det dejligste solskin udenfor og morgenbadet var hurtigt overstået. Kl. 10 var vi ved at være klar til at tage ud til SEAWORLD samt ZOO, hvis vi kunne nå det. Vi ankom til SEAWORLD omkring Kl. 11. 30, der var et hav af mennesker. Ind i kø og efter en ½ time var vi inde og satte straks kurs mod bassinet med spæghuggerne. Der var først opvisning KL. 14.15, så efter et par billeder gik vi ned til delfinerne. Vi ankom lige som de skulle fodres. Jeg ville gerne røre ved en delfin, så Linda hentede foder (små sadiner) og Benny kørte mig hen, så jeg kunne kommer op at stå, samt kunne fodre og røre ved delfinerne. Det var en mærkelig fornemmelse at røre en delfin, deres hud var helt gummiagtig og kølig. Først skulle man stryge dem forsigtigt på det øverste af hovedet, passe på deres åndehul og øjne, derefter måtte man give en sardin. Jeg havde en følelse af, at når jeg gav dem mad – og stod med sadinen i hånden, og de lukkede munden op – så virkede det som om, de smilede til mig.


Under spækhugger showet sad vi et stykke oppe på tribunen. Der var et hav af mennesker omkring os – foran os var et kæmpe bassin med flere platforme rundt omkring. Jeg opdagede, at en spækhugger var et kæmpe dyr, der krævede megen plads. Den lavede nogle fantastiske spring op af bassinet. Der var nogle mennesker, som trænede spækhuggerne til dagligt – Der var også nogle i vandet sammen med disse fantastiske dyr – de fik lov til at ride på spækhuggerne og den ene af dem sad på et tidspunkt på spækhuggerens næse, da den sprang lodret op i luften fra bassinet. Manden slog en kolbøtte, og lignede en, der sprang ud fra en høj vippe, da han røg på hovedet i vandet igen, den store spækhugger landede på ryggen og der stod vand ud over bassinkanten, og ned på alle de tilskuer som stod tæt på. Flere gange sprøjtede spækhuggerne vand ud over publikum, ved at slå i vandet med deres kæmpe haler eller ved at lave nogle fantastiske spring. Jeg synes, det var en kæmpe oplevelse at se showet. Det var noget andet end at se det i fjernsynet.


 


Vi spiste en kort frokost og gik derefter ned og kiggede på hajer og maneteer, det var fantastisk, at se disse dyr svømme hen over hovedet på os. Vi læste os til, at nogle af disse dyr var taget i pleje i SEAWORLD efter skader, som de havde pådraget sig fra motorbåde i Florida. Motorbådene sejler i områder, hvor maneteerne egentlig var fredet, og hvor de ikke måtte sejle. Men det gjorde de alligevel og skruen på motorbåden skar dybe sår i deres ryg og hale finner. Jeg købte en t-shírt i SEAWORLD.


Bagefter tog vi hjem, mætte af indtryk. Vi tog ned på havnen i nærheden af vores hotel og spiste til aften på en fiskerestaurant. Maden var helt i top. Linda spiste så meget, at hun blev en smule dårlig. Benny og jeg sluttede af med slik og chokolade på hotellet "uhmmm...".


 

24. 04. 05


Nu var der kun nogle dage tilbage, før vi skulle hjem. Vi var godt trætte ovenpå aftenens strabadser, så vi tog den med ro her til morgen. Dagens program stod på shopping nede i byen, og måske en tur ind til OLD TOWN og deres gaslampe kvarter. Der var ingen morgenmad af få inde i byen, så vi tog frokost i stedet på HOLLYDAY INN nede ved havnen. Derfra tog vi til HORTON PLAZA et stort indkøbscenter. Jeg købte en ny taske, et krus, en T-shirt og en DVD. Der var mange spændende forretninger, men tingene var meget opdelt. Sko for sig, trøjer for sig, tasker for sig og ikke samlet i en butik. Efter indkøbene gik vi tilbage hotellet. Fik set de forskellige indkøb lidt an. Så holdt vi siesta. Jeg lagde mig lidt på sengen var træt. Vi spiste aftensmad på havnen i dag Spiste vi dessert Benny og jeg. Godt mætte" suk". Vi gik tilbage til hotellet. Vi satte os alle til at se en film hos mig. Det har været en god og spændende dag.



25. 04. 05


I dag var vores sidste dag på min drømmerejse. Vi fik noget morgenmad på havnen igen i dag og kørte derefter ud og afleverede bilen. Vi havde ikke lavet andet end at pakke hele og bestilte derfor pizza til aftensmad. Jeg kunne mærke, at nu ville jeg gerne hjemad til DANMARK. Jeg var en smule træt, og fyldt op af alle de indtryk og oplevelser jeg havde fået herovre. Jeg kan anbefale alle sådan en tur, som den jeg har været på. Amerikanerne tænker meget fremad, synes jeg. Her er meget handicapvenligt og der har ikke været nogen steder, jeg ikke har kunnet komme ind. Jeg har fundet ud af, at jeg gerne vil tage en tur som denne, engang til. Man bliver aldrig færdig med at se USA. Farvel for denne gang. Vi ses forhåbentlig igen om et par år.




             GOD BLESS USA and bless us all!