Fart på drengen i 25 år

Fart på drengen i 25 år!

Første gang jeg stiftede bekendtskab med El-hockey, var da jeg var ca. 10-11 år gammel. Det var min mor, der tog mig med til træning og efter 4 gange træning var jeg solgt. I dag takker jeg min mor, af hele mit hjerte El-hockey er stadig en stor del af mit liv, hvor jeg er en voksen mand på 36 år.

Jeg vil starte med at fortælle om mine første oplevelser med sporten.

Vi startede 4 unge i en gymnastiksal på en skole. Vores trænere hed Michael og John. Det var dengang en temmelig ny sport og dyr, da hver stol kostede ca. 50.000 kr. For at lære stolen godt at kende, legede vi forskellige lege og øvelser blandt andet katten efter musen, hvor træneren løb rundt mellem os "katte", så det gjaldt bare om at fange ham musen i en hulens fart. Vi øvede os med forskellige kegler, slalom, baglæns og øvelserne blev efterhånden sværere og tempoet blev højt. Men denne træning gjorde, at vi fik godt styr på stolens egenskaber og kan i dag næsten køre den i blinde.

Da min mor blev syg, var det næsten altid min træner Michael, der hjalp mig til stævner. Michael var min personlige hjælper i en kort periode og dette gjorde at jeg altid var forberedt og kunne deltage til kampene.

En dag gik der en sikring på min stol, hvor jeg var i høj fart og det gjorde så at den ikke kunne stoppe, jeg kunne ikke bremse, de virkede simpelthen ikke. Så Michael kom springende og måtte hive batteriet ud af stolen og sagde så at denne stol måtte jeg ikke køre mere med denne dag, for han havde sit liv for kært til at blive kørt ned.

Nogle år senere fik vi sponsoreret et par stole mere, der kom efterhånden også flere unge interesseret, så det endte også med, at vi fik et nyt spillested. En større hal, der kom også nye trænere til, som hed Lars og Jens.

Vores tekniker hed Hans Erik og det var ham, som tjekkede om vores stole var i orden, han udskiftede bl.a. batterier.

I starten havde hver stol kun et batteri, hvor vi i dag har 2 batterier, hvilket giver os mere køretid.


 

Som 15-årig får jeg min egen personlige hjælper, han hedder Thomas og vi havde et samarbejde omkring hockey i ca. 2 år. Han fulgte mig i tykt og tyndt over hele landet og hjalp mig, når jeg havde brug for dette. Vi havde et rigtig godt kammerats skab og var også sammen udenfor hockeytræningen.


I gennem tidens løb er det blevet til rigtig mange medaljer, dette bærer min lejlighed også præg af. Der står pokaler overalt og på væggene hænger der medaljer. 


 


Vi har været til rigtig mange stævner rundt om i landet blandt andet i Gørding, Odense, Kolding, Aarhus og mange andre steder.



 


Ved dette stævne kørte vi guldet hjem, vi har dog ikke nået at få medaljer endnu, da billedet blev taget.




Under en kamp jagtede vi bolden og min medspiller får sin stav ned under min hockeystol og dette bevirker at jeg vælter rundt og knalder min nakke ind i banden. Så det er ikke altid ufarligt at kæmpe om bolden i en hockey kamp.

Vi var meget ivrige begge to og gik op i kampen med ild og sjæl.

Min træner kom flyvende og hjalp mig op fra gulvet. Alle spurgte om jeg var ok og gudskelov var der ikke sket mig noget.

Jeg var straks klar til at komme på banen igen, der skal mere til at nedlægge mig.


 




 




En dag til træning kører jeg rimeligt stærkt og skal omkring et hjørne, men stolens ene hjul falder af i svinget og jeg fortsætter i høj fart med kun 2 hjul. Min træner kommer farende og får stoppet mig og sat hjulet på igen, så jeg kan fortsætte mit spil. Samme situation skete i en kamp og der skete mig heller ikke noget.

Vores nuværende træner hedder Erhardt og han har haft trænerjobbet i ca. 10 år. Vi træner hver Lørdag i Ensted hallen, når vi ikke er til stævner eller kampe.



 

Et billede fra en træningsdag i vores trænings hal i Ensted












Jeg slutter min historie med et sjovt minde, vi havde været til El-hockey stævne i Tyskland, hvor jeg skulle spille kamp og skal til at spille. Så går der nogle spilminutter hvor det bare kører der ud af også ryger der en sikring i det ene hjul og det drøner bare rundt og rundt og rundt. Jeg kunne ingen steder komme og måtte have hjælp af en træner. Jeg håber min krop kan holde til rigtig mange år og endnu flere

oplevelser med denne sport. Samt mange flere historier jeg kan fortælle om.




Henrik Lynggård Jensen April 2015